Jeg husker første gang, jeg læste en bog af Murakami. Jeg havde bestilt den ved den bogklub, jeg var medlem af, men den dukkede ikke op i første omgang, så jeg måtte bestille den igen. Ganske atypisk mig, så bestilte jeg den faktisk igen. Normalt ville jeg have glemt alt om det, men der var noget ved titel: “Sputnik min elskede”, som jeg ikke kunne løsrive mig fra. Jeg måtte have fingrene i bogen. Det blev begyndelsen på en kærlighedsaffære i bogform.
Fra første side havde jeg fornemmelse af, at jeg læste mig selv. Ikke om mig selv, men at jeg vitterligt læste mig selv. Som en dagbog jeg ikke vidste jeg havde. Denne forfatter med det sære japanske navn, kendte mig. Ikke på en ubehagelig måde, men mere som en oplevelse af forståelse.
Min verden har siden mit første møde med Murakami været præget af det. Dels i min bogreol, idet jeg har læst samtlige danske udgaver af hans bøger, pånær selvbiografien. Ellers står de alle der på rad og række med verden i ryggen. De lyser og stråler og vidner om en del af mig. Dels de forskellige universer, der aldrig rigtig forlader mig, når først de er kommet ind. De væver sig sammen med mit liv, og jeg nyder beskrivelserne af de dagligdags ting, såsom hvornår hovedpersonen drikker kaffe, hvad de spiser, hvilket tøj de har på og hvordan de oplever verden. Og denne dagligdag bliver ofte brudt af en alternativ verden. En helt anden virkelighed, der overlapper dagligdagen, men på sådan en måde, at man bare rives med. Det er som en drøm - eller som en tur ned i kaninhullet. En reference fra en bog, som Murakami holder meget af, nemlig Alice i eventyrland. Eventyret er lige her!
Og nu denne: “Mordet på kommandanten.”
Forlaget Klim havde inviteret mig til Kbh sammen med andre Murakami fans til en samtale med den fremragende oversætter Mette Holm. Vi fik en vidunderlig samtale om valg, beslutninger og ord. Ord skaber. Ord skaber billeder, der er unikke for hver enkelt menneske. Ord skaber sammenhæng og mystik. Og japansk er ikke et nemt sprog at oversætte. Når man skriver på japansk bruger man ikke kommaer og punktummer. Ordene strømmer derimod ned over siderne og man skal ud fra sammenhængen finde vej i fortællingen. Netop derfor kan Murakami ikke være andet end japaner, for selv sprogets ydre tegn er en metafor for hans indre univers. Mette Holm fortalte levende om hendes samtaler med andre oversættere, der med hver deres forståelsesapparat og kulturelle baggrund oversætter. Hvad er væsentlig og hvad er ikke - det spørgsmål må oversættere stille sig selv hele tiden. For at oversætte er også at tolke. Vi talte i tre timer og jeg kunne være blevet ved. Vidunderligt og bevægende.
Mordet på kommandanten er fortællingen om en maler, der mit i sit livs krise med skilsmisse, manglende lyst til at levere flere af de portrætmalerier, han lever af, og som han er god til at male, møder en anden verden på flere planer. Murakami leger igen med virkelighedens grænser, med musik og hverdag - men også med livsformer. Hvorfor lever vi så forskelligt, når vi også er så uendelig ens? Hovedpersonen møder en ide, der viser sig for ham, hvilket også er undertitlen på bogen. Ideen har opholdt sig i en brød, eller et hul i jorden uden selv at vide hvor længe. Brønden er ofte et motiv i Murakamis bøger, og er ofte et tranformations- og reflektionssted. Referencen til Alice er tydelig!
Men Mordet på kommandanten er også en fortælling om hovedpersonens søster Komichi, der døde som barn. Om tabet af hinanden, de mærker vi sætter på verden - og måske også en fortælling om, at vi ikke kan nøjes med at iagttage. Men det må opklares i bog 2. For denne er kun den første...
Endnu en freamragende bog fra Murakamis kreative værksted. Den skal læses og opleves.
